Det retlige grundlag
Arbejdsskadebegrebet er fastlagt i arbejdsskadesikringslovens § 5. For at en skade kan anerkendes som en arbejdsskade, kræves det, at:
- skaden er en følge af arbejdet eller de forhold, det er udført under, og
- skaden enten er omfattet af ulykkesbegrebet i arbejdsskadesikringslovens § 6 eller erhvervssygdomsbegrebet i arbejdsskadesikringslovens § 7.
Det afgørende kriterium er således, om der er en tilstrækkelig og kvalificeret sammenhæng mellem arbejdet og den situation, hvor skaden indtræder.
Det klare udgangspunkt er, at skader der sker under transport til og fra arbejde, ikke er omfattet af arbejdsskadesikringsloven. Dette bygger på den betragtning, at arbejdsgiveren som hovedregel ikke har indflydelse på medarbejderens transport og derfor heller ikke bør bære risikoen for hændelser, der indtræffer undervejs.
Udgangspunktet er dog ikke absolut. Det kan fraviges, hvis transporten i overvejende grad sker i arbejdsgiverens interesse eller som et led i arbejdets udførelse. Afgrænsningen mellem privat og arbejdsrelateret transport er derfor central og beror altid på en konkret vurdering.
Den konkrete sag
Sagen angik en ressourcepædagog, der under transport fra sit hjem til en kommunal institution blev involveret i et færdselsuheld og pådrog sig en skade. Hun havde sit faste arbejdssted på et kommunalt kontor i en anden by, men udførte jævnligt opgaver på forskellige institutioner og havde desuden mulighed for hjemmearbejde.
Parterne var enige om, at transport fra hjem til arbejdssted som udgangspunkt ikke er omfattet af arbejdsskadesikringsloven. Spørgsmålet var imidlertid, om der forelå særlige omstændigheder, som kunne begrunde en fravigelse af dette udgangspunkt.
Det blev fremhævet, at medarbejderen umiddelbart inden afgang fra hjemmet havde udført visse arbejdsrelaterede aktiviteter, herunder tjek af arbejdsmail, telefon og kalender samt gennemgang af et udkast til en rapport vedrørende det barn, hun skulle observere samme dag. Spørgsmålet var derfor, om disse forberedelser kunne medføre, at den efterfølgende transport måtte anses som en integreret del af arbejdet.
Højesteret fastslog indledningsvis, at udgangspunktet om, at transport til og fra arbejde ikke er omfattet af arbejdsskadesikringsloven, fortsat står stærkt. Retten bemærkede, at undtagelserne i bekendtgørelsen om arbejdsskadesikring under befordring til og fra arbejde ikke fandt anvendelse i den konkrete sag.
Retten præciserede, at det afgørende er, om ansættelsesforholdet eller hensynet til arbejdsgiverens virksomhed har haft en konkret og reel indflydelse på transporten. I denne vurdering kan der blandt andet lægges vægt på:
- transportens karakter og formål
- tidspunktet for transporten
- om der er tale om nødvendige og arbejdsmæssigt begrundede forberedelser forud for afgang
Højesteret fandt, at medarbejderens forberedelser i hjemmet var af frivillig karakter og ikke udgjorde en nødvendig forudsætning for transporten. De ændrede derfor ikke transportens grundlæggende karakter som privat.
På den baggrund konkluderede Højesteret, at transporten ikke havde en sådan tilknytning til arbejdet, at den kunne anses for omfattet af arbejdsskadesikringsloven.
Konklusion og perspektiver
Dommen bekræfter, at der kræves særlige omstændigheder, før transport til og fra arbejde kan anses for omfattet af arbejdsskadesikringsloven. Det er ikke tilstrækkeligt, at medarbejderen udfører arbejde i hjemmet forud for transporten, hvis dette sker frivilligt og uden nærmere tilknytning til selve transporten.
Afgørelsen illustrerer samtidig, at vurderingen i høj grad beror på, om arbejdet konkret har præget transporten. Det centrale spørgsmål er, om transporten reelt sker i arbejdsgiverens interesse – og ikke blot er en nødvendig forudsætning for, at arbejdet kan udføres.
Dommen er særlig relevant i en tid, hvor hjemmearbejde og fleksible arbejdsformer er udbredte. Den fastslår, at sådanne arbejdsformer ikke i sig selv udvider arbejdsskadesikringslovens anvendelsesområde. Det kan dog ikke udelukkes, at resultatet kunne have været anderledes, hvis medarbejderen havde været pålagt at udføre nødvendige arbejdsopgaver i hjemmet forud for transporten, eller hvis arbejdsgiveren i øvrigt havde haft en mere direkte indflydelse på transportens tilrettelæggelse.
For både arbejdsgivere og medarbejdere understreger dommen betydningen af en konkret vurdering i hver enkelt situation – særligt i et arbejdsliv, hvor grænserne mellem arbejde og privatliv i stigende grad er under forandring.