-->

Kan jeg blive udvist, selvom mit barn er dansker? Kend dit barns rettigheder efter EU-reglerne

​Det kan have betydning for din mulighed for opholdstilladelse i Danmark, hvis du kommer fra et land udenfor EU og har et barn, som er statsborger i et land indenfor EU

Som internationalt par bosat i Danmark kan spørgsmålet om visum og opholdstilladelse og udløbet heraf fylde en del i hverdagen. Problematikken rammer blandt andet internationale par, hvor den ene er dansker og den anden kommer fra et andet land. Situationen er belastende for alle par, men det giver ofte yderligere problemer, når den udenlandske ægtefælle/partner kommer fra et land udenfor EU.

Den usikkerhed, der følger med udløb af ophold/visum i Danmark, er særligt problematisk, når man har et lille barn, som har brug for en stabil hverdag at vokse op i med begge sine forældre. Hér har EU fastsat nogle rettigheder for dit barn, som er vigtige at kende til.

Retten til Familie

​Når man er statsborger i et EU-land, så har man det, der kaldes et unionsstatsborgerskab, hvilket giver en række rettigheder, der er beskyttet gennem EU's traktater.

En helt basal rettighed er retten til familie, hvilket vil sige, at man har ret til at være sammen med sin familie. Man kan derfor som hovedregel ikke skilles ad fra sin familie.

Det er vigtigt at fremhæve, at retten til familie ikke medfører, at man aldrig kan blive udvist af et land, fordi ens familie bor i landet.

Retten skal i stedet forstås sådan, at de nationale myndigheder skal tage hensyn til retten, når de bestemmer, om en person kan få opholdstilladelse mv.

Barnets rettigheder

Når man taler om retten til familien, så sættes hensynet til barnet særligt højt, når der en risiko for, at barnet bliver nødt til at følge med sin forælder ud af EU. Barnet har ret til at bo i EU, når det er statsborger i et land inden for unionen.

Er barnets primære omsorgsperson; det vil sige den forælder, der står for hoveddelen af barnets pasning, statsborger i et land udenfor EU, og bliver denne forælder tvunget til at rejse ud af EU, så medfører dette, at barnet også bliver nødt til at rejse ud af EU.

Når det skal vurderes, om barnet er nødt til at forlade EU for at følge med sin primære omsorgsperson, så inddrages det, om barnets anden forældre kan tage ansvar for barnet. Men selv hvis den anden forælder både kan og vil tage ansvar for barnet alene, så kan det stadig bestemmes, at barnet er så afhængigt af sin primære omsorgsperson, at det bliver nødt til at rejse med ham/hende ud af EU.(1)

Dette scenarie ønsker EU at beskytte barnet mod ved at lade barnets tarv indgå som en vigtig overvejelse, når EU’s medlemsstater afgør, om en forælder fra et land udenfor EU skal gives opholdstilladelse/forlængelse.

Hvad betyder reglerne konkret for jeg, hvis ophold i Danmark er udløbet?

​Det er først og fremmest vigtigt at forstå, at reglerne om barnets rettigheder som EU-statsborger ikke automatisk medfører nogen opholdstilladelse. Det er heller ikke en garanti for, at du som barnets ikke-danske forælder får opholdstilladelse i Danmark.

Du skal stadig opfylde betingelserne for at få opholdstilladelse. Myndighederne vil dog inddrage hensynet til dit barns rettigheder, og det vil få stor betydning i vurderingen af, om du kan få opholdstilladelse i landet.

Hvis dit ophold/visum i Danmark helt konkret er udløbet, så er hovedreglen, at du bliver nødt til at rejse ud af landet, fordi dit ophold ikke længere er lovligt og du skal have lovligt ophold for at kunne søge om opholdstilladelse. Hvis du ikke rejser ud, vil du normalt risikere at få et indrejseforbud, som typisk vil være 6 måneder og opefter, hvor du ikke må rejse ind i Danmark.

Som nødløsning er det i visse tilfælde muligt, at du kan blive i landet på tålt ophold, hvilket er for personer, som ikke har lovligt ophold men heller ikke kan udvises fra landet. Begrundelsen for, at du ikke vil kunne udvises, ligger i dit barns ret til at have sin forælder. 

​Tålt ophold er dog ikke noget lovligt ophold, og du vil kunne blive bedt om at flytte ind på et asylcenter, ligesom du ikke har adgang til arbejde eller sygehusvæsenet udover akutte tilfælde. Det anbefales derfor ikke, at denne løsning forsøges udover i nødstilfælde, idet det ikke er nogen langsigtet løsning og der vil være risiko for et indrejseforbud. Hvis du konkret står overfor et krav om udrejse, så kan det klart anbefales, at du i stedet for tålt ophold forsøger at indgå i dialog med myndighederne herom og forklarer dem, hvorfor du ikke kan rejse ud. Det vil i visse tilfælde være muligt at forlænge dit visum.

Spørgsmål?

Har du nogen udlændingeretlige spørgsmål, herunder til konkrete ansøgninger eller tvister, er du velkommen til at rette henvendelse til advokat Claus Emil Engel Johansen på mail: cj@askt.dk eller tlf. nr. 31 18 11 15.

(1) EU-domstolens dom af 10. maj 2017, Sag C-133/15, Chavez-Vilchez m.fl mod Raad van bestuur van de Sociale verzekeringsbank m.fl.

Få svar fra en specialist 

Udfyld formularen så vender vi tilbage hurtigst muligt. ​Du kan også ringe til os på telefon: 86 13 06 00 eller skriv på e-mail: info@askt.dk​.

Nogle felter er ikke udfyldt korrekt

​​Ring og forklar os om din situation

Så kan vi fortælle, hvad vi som advokater kan gøre for at hjælpe dig - og hvad det koster. Ring til os på telefon: 86 13 06 00 eller skriv på e-mail: info@askt.dk​.​

fbyoutube

​Kontakt

Hovednummer: 86 13 06 00

​E-mail: info@askt.dk

CVR: 32283012

​Aarhuskontoret

​Sankt Knuds Torv

Ryesgade 31, 1., 8000 Aarhus C​​​

Rutevejledning

​Tlf.: 86 13 06 00

E-mail: info@askt.dk

Aalborgkontoret

​Det gamle posthus

Algade 44, 1. sal, 9000 Aalborg C​

Rutevejledning

Tlf.: 86 18 68 33​

E-mail: aalborg@askt.dk​

Rykontoret

Parallelvej 9A,

8680 Ry

Rutevejledning

Tlf.: 86 89 33 88

E-mail: hfh@askt.dk

Kontorets telefoner er åbne: Mandag-torsdag 9.00-16.00 & fredag 9.00-15.00.