Svar:
Tak for din mail Malene.
Indledningsvis kan jeg oplyse, at du kan træde tilbage fra købet helt uden omkostninger, hvis du ikke har skrevet under på købsaftalen. I øvrigt er en købsaftale, der er underskrevet af dig kun et tilbud til sælger, som han kan acceptere eller lade være.
Købet er således ikke endeligt, før sælger har skrevet under.
Hvis du har skrevet under, har du dog stadig mulighed for at fortryde dit køb, hvis der er skrevet et advokatforbehold ind i købsaftalen, og du/din advokat reagerer, inden fristen for advokatforbeholdet er udløbet.
Hvis denne frist er udløbet, kan du almindeligvis fortryde købet indenfor 6 hverdage, efter at sælger har skrevet under på købsaftalen. Der er dog knyttet betingelser til fortrydelsen, idet meddelelsen skal være kommet frem til sælger inden 6 hverdage, og du skal have betalt en godtgørelse på 1 % af købesummen. Det er en høj pris at betale for at fortryde købet, og den anvendes også sjældent.
Såfremt begge nævnte frister er udløbet, skal jeg anbefale at undersøge de oplysninger om udgifter ved ejerlejligheden og fællesudgifter til ejerforeningen, som ikke er korrekte.