Spørgsmål:
Kære Bo Bedre
Vi er fuldstændig uforstående overfor vores ejerskifteforsikring, som har afvist at dække udgifterne til reparation af ulovlige kloakledninger, og vi vil gerne have dit råd.
Vi købte vores hus i 2017 og tegnede en udvidet ejerskifteforsikring i 10 år. Forsikringen var meget dyr, men vi blev anbefalet at tegne den af vores advokat ved købet.
På grund af store problemer med vores afløb fik vi en autoriseret kloakmester til at kigge på det, og der blev også lavet en tv inspektion. Kloakmesteren sagde, at kloaksystemet var udført ulovligt, og hans overslag på reparation var kr. 71.000.
Vi anmeldte det til vores ejerskifteforsikring, som til vores overraskelse afviste at dække. Forsikringen påstår, at forsikringen kun dækker ulovlige kloakledninger udenfor fundamentet, hvis det er i forbindelse med en dækningsberettiget skade. Vi har betalt en dyr ejerskifteforsikring og troede helt bestemt, at forsikringen dækkede disse ting. Kan det være rigtig, at den ikke dækker?
Med venlig hilsen
Sisse og Mads.