Spørgsmål:
Hej
Vi har brug for et godt råd. Vi købte et nyt parcelhus på 175 m2 for 3 år siden. Huset var vandskuret hvidt og super flot at se på, da vi købte det. Efter første vinter kunne vi se, at der var kommet afskalninger og revner i muren, og den var også misfarvet (gullig) nogle steder. I de to børneværelser var der periodevis fugt på indersiden af væggene.
Vi sendte et brev til mureren, hvor vi informerede ham om problemerne. Han ville se skaderne, og vi mødtes med ham og viste ham skaderne. Han syntes heller ikke, at det så godt ud, og han accepterede at reparere skaderne. Han reparerede afskalningerne og de fleste af revnerne uden beregning, men ikke de andre ting.
Vi har senere snakket med mureren flere gange, men han har ikke været og lave det endnu. Skaderne bliver bare værre og værre, og nogle af de afskalninger og revner, som han reparerede, er begyndt at komme igen. Kan vi tvinge mureren til at lave murene og de andre ting? Håber at du kan hjælpe os.
Med venlig hilsen
Pia og Jesper
Svar:
Kære Pia og Jesper
Tak for jeres henvendelse. Efter det I har oplyst, må vi gå ud fra, at mureren er ansvarlig for afskalningerne på muren og revnerne og misfarvningerne af muren. Fugten indvendig på murerne i værelserne tyder på, at der er begået fejl i forbindelse med opførelsen eller at det skyldes en konstruktionsfejl.
Det kan overvejes at lade en bygningssagkyndig besigtige værelserne og murerne med henblik på at få konstateret årsagen (årsagerne) til manglerne/skaderne, hvordan disse skal afhjælpes fagmæssigt korrekt og de skønnede omkostninger ved afhjælpningen.
Med en besigtigelsesrapport i hånden, vil der være et bedre grundlag for at beslutte, hvad der er næste skridt i sagen.
Første skridt er at gøre mureren bekendt med resultatet af den bygningssagkyndiges besigtigelse og give ham endnu en chance for at afhjælpe manglerne. Såfremt mureren afviser, at det skyldes hans arbejde, eller at han ikke vil/kan afhjælpe inden for rimelig tid, kan I ikke tvinge mureren til at udbedre manglerne. I så fald vil det være nødvendigt at anlægge en retssag med henblik på at opnå dom for jeres krav.
Retssagen skal sigte mod at opnå betaling af et beløb og ikke på at mureren skal afhjælpe manglerne.
Som udgangspunkt kan der nedlægges påstand om betaling af omkostningerne ved at få en anden murer til at afhjælpe manglerne fagmæssig korrekt. Omkostningerne må indledningsvis fastsættes skønsmæssigt, og når der har været gennemført syn og skøn, og skønsmandens besvarelse vedrørende omkostningerne foreligger, skal påstanden tilrettes i overensstemmelse hermed.
Derudover kan I kræve betaling af nødvendige omkostninger i forbindelse med få kravet opfyldt f.eks. retsafgift i forbindelse med overgivelse af sagen til retten, omkostningerne til syn og skøn og salær til advokat. Retten træffer afgørelse om sagsomkostningerne i forbindelse med dommen.
Under hensyn til at der er gået ret lang tid anbefaler jeg jer hurtigst muligt at få en advokat til at kigge på sagen Såfremt advokatens anbefaling er at anlægge en retssag m.h.p. at opnå en dom for jeres krav, er første skridt at søge retshjælp til gennemførelse af en retssag.
Med venlig hilsen
Anders
Skrevet af Anders Stig Vestergaard
Ovennævnte er tidligere bragt i Bo Bedre i en forkortet udgave