Med venlig hilsen
Emma og Niels
Svar:
Kære Emma og Niels
Det er en meget træls situation, som I er havnet i, og den medfører formentlig, at I er nødt til at blive genhuset midlertidigt. Det er meget vigtigt, at få fjernet skimmelsvampen og årsagerne hertil fuldstændig, inden I flytter tilbage.
Skimmelsvamp er sundhedsskadeligt og kan medføre helbredsproblemer, og der kan være risiko for at udvikle allergi. Yderligere kan fugt og skimmelsvamp i boligen medføre en risiko for, at børn får astmatiske symptomer.
På det foreliggende kan skimmelsvampen skyldes manglende rettidig og utilstrækkelig afdækning under opførelse af huset, hvilket kan have medført, at nedbør og overfladevand er løbet ned i konstruktionen herunder i isoleringen og i murene. Isoleringen og de øvrige bygningsdele er herved blevet opfugtede og våde, og såfremt der blev lukket, uden at der blev affugtet, medfører det risiko for skimmelvækst.
Entreprenøren har pligt til at sørge for håndværksmæssig tilstrækkelig og forsvarlig afdækning under byggeriet. Såfremt årsagen til skimmelsvampen skyldes, at han ikke har sørget for dette, har han handlet ansvarspådragende, og han er erstatningsansvarlig for skaderne som følge heraf. Det betyder, han skal afhjælpe manglerne/skaderne eller betale omkostningerne ved, at I får andre håndværkere til at udbedre det.
Dette kræver gennemførelse af en retssag og syn og skøn i forbindelse hermed. Syn og skøn skal dokumentere omfanget af manglerne, skaderne, skimmelsvampen og årsagen(erne). Derudover skal skønsmanden foretage en vurdering af, hvorledes manglerne/skaderne udbedres fagmæssigt korrekt og anslå omkostningerne herved.
I en retssag vil entreprenøren også kunne blive pålagt at betale jeres udgifter til nødvendig genhusning, opmagasinering af møbler og ejendele samt ind- og udflytning.
Jeg anbefaler, at I straks bliver genhuset, og I først flytter tilbage, når skimmelsvampen og årsagerne hertil er fuldstændig fjernet. Derudover foreslår jeg, at I kontakter en advokat, der på jeres vegne straks kan sende en påkravsskrivelse til entreprenøren. Advokaten skal ansøge om retshjælp hos jeres retshjælpsforsikring, sørge for al korrespondance, gennemføre syn og skøn og retssagen mod entreprenøren, indtil der foreligger en dom, og I kan flytte tilbage i huset.
Med venlig hilsen
Anders Stig Vestergaard
Skrevet af Anders Stig Vestergaard 2022.
Ovennævnte er tidligere bragt i Bo Bedre i en forkortet udgave.