Spørgsmål
Kære Anders
Vi har solgt vores ejerlejlighed, og købernes repræsentant tilbageholder kr. 250.000 af udbetalingen og købesummen. Køberne påstår, at der er mange mangler ved lejligheden, og de udbetaler først beløbet, når manglerne er udbedret. De truer med, at hvis arbejdet ikke er udført senest d. 01.07., vil de få det gjort af håndværkere på vores regning.
De har remset en lang række ting op, og for det første er vi helt uenige i, at det er mangler, og for det andet kan vi højst få det til kr. 40.000. Hvor står vi, og hvad kan vi gøre for at få pengene udbetalt nu?
Mvh Caroline og Mikkel
Svar:
Hej Caroline og Mikkel
Jeg anbefaler, at I beder købernes repræsentant om at betale restkøbesummen kr. 250.000, nu, da det er min vurdering, at køberne ikke har grundlag for at tilbageholde beløbet.
Der er som det klare udgangspunkt ikke grundlag for at tilbageholde en del af købesummen, medmindre det er aftalt i købsaftalen, og det er ikke aftalt i jeres købsaftale, der må tilbageholdes et bestemt beløb til sikkerhed for mangler.
For så vidt angår udbetalingen har køberne pligt til at betale denne indenfor den frist, der er aftalt i købsaftalen, og hvis dette ikke følges, foreligger der misligholdelse af aftalen. Køber kan ikke tilbageholde udbetalingen eller en del heraf med henvisning til mangler.
Derudover fremgår det af Standardvilkår for Dansk Ejendomsmæglerforenings købsaftale, at køberen ikke er berettiget til at tilbageholde nogen del af købesummen, såfremt dette ikke er udtrykkeligt aftalt. En sådan aftale er i almindelighed gyldig mellem parterne.
Køberne må heller ikke tilbageholde en del af købesummen, når køberne efter overdragelsen evt. konstaterer mangler. I har ret til at få hele købesummen udbetalt, når der foreligger tinglyst anmærkningsfrit skøde, og dette skal ske på overtagelsesdagen.
Der foreligger misligholdelse af aftalen, såfremt hele købesummen ikke betales i henhold til købsaftalen. Det er en konkret vurdering, om der foreligger væsentlig misligholdelse. I givet fald vil næste skridt være at fremsætte et skriftligt påkrav om betaling af det manglende beløb og anføre, at tilbageholdelsen er uberettiget og misligholdende, samt give køberne en kort frist til at få betalt restkøbesummen, ligesom de skal informeres om påløbne renter og erstatningskrav. Såfremt køberne fastholder manglerne, vil jeg henvise dem til at anlægge en retssag.
Hvis køberne fortsat nægter at betale med henvisning til de påståede mangler, er I berettiget til at hæve handlen og kræve erstatning.
Det er min erfaring, at en klar og juridisk begrundet påkravsskrivelse fra en advokat ofte vil være nok til at få betalt restbeløbet.
Med venlig hilsen
Anders
Skrevet af Anders Stig Vestergaard
Tidligere bragt i Bo Bedre