Spørgsmål:
Vi håber, du kan hjælpe os med at vurdere en mulig erstatningssag vedrørende asbest i vores hus. Min kone og jeg købte et ældre men godt bygget hus sidste år med overtagelse 1. december 2025. I tilstandsrapporten fremgik det, at taget var belagt med bølgeeternitplader, og at det ikke var et asbesttag. Tilstandsrapporten var fin og der var ingen røde eller kritiske skader.
Vi oplevede vandindtrængning og fik en tagmand til at komme og kigge på det. Han sagde, at det var et asbesttag, og der var asbestslam på loftet. Der har været foretaget flere reparationer, og der var tydelige fugtskjolder både på loftsplader og gulvplader efter tidligere vandindtrængninger.
På den baggrund er vi i tvivl om, hvorvidt tilstandsrapporten beskriver husets og tagets reelle tilstand på tidspunktet for besigtigelsen, og om der kan være grundlag for en erstatningssag.
Sælgerne har heller ikke oplyst om tidligere vandindtrængning, og i sælgernes oplysninger til tilstandsrapporten har de svaret nej til spørgsmålet: Har du kendskab til, at det nuværende tag er eller har været utæt?
Vi anmeldte det til vores ejerskifteforsikring, der svarede, at det ikke anerkendte erstatningspligten. Vi vil gerne bede om din vurdering af, om der kan være grundlag for erstatningskrav i forhold til den bygningssagkyndige, sælgerne eller ejerskifteforsikringen.
Hvad vil du anbefale, vi gør nu?
Emma og Peter
Svar:
Kære Emma og Peter
Indledningsvis vil jeg anbefale jer at få udført en forundersøgelse. Denne vil normalt omfatte screening og prøvetagning af taget og på loftet, hvor arbejdet skal udføres, og forundersøgelsen dokumenterer, hvorvidt der er asbest og asbestslam, og hvor omfattende problemerne er.
Såfremt formodningen om asbest viser sig at være korrekt, skal der straks reklameres overfor den bygningssagkyndige og sælgerne, ligesom forholdet skal anmeldes til jeres ejerskifteforsikring.
I kan klage direkte til den bygningssagkyndige, der har udarbejdet tilstandsrapporten. Såfremt den bygningssagkyndige ikke afviser, at der kan være sket fejl, vil han formentlig besigtige huset, før han tager stilling til, hvorvidt der er fejl i tilstandsrapporten. Såfremt han afviser klagen fuldstændig, kan I klage til Disciplinær- og klagenævnet for beskikkede bygningssagkyndige.
Sælgerne vil som udgangspunkt være ansvarsfri, medmindre der er forhold i sagen, der dokumenterer, at sælgerne har optrådt groft uagtsomt eller svigagtigt, Dette skyldes, at sælgerne som udgangspunkt er ansvarsfri for fejl og mangler ved husets fysiske tilstand. Huset blev handlet efter Lov om forbrugerbeskyttelse ved erhvervelse af fast ejendom. Jeg anbefaler at få en advokat til at gennemgå handlens dokumenter og foretage en juridisk vurdering af sagen.
Jeg kan ikke vurdere, hvorvidt I har et krav over for ejerskifteforsikringen uden en gennemgang af sagen og police og betingelserne i ejerskifteforsikringen. Jeg bemærker dog, at Ankenævnet for Forsikring i flere tidligere sager har fundet, at sundhedsfarligt asbestslam og asbestfibre i loftsrum betragtes som en skade i ejerskifteforsikringens forstand.
Med venlig hilsen
Anders
Skrevet af Anders Stig Vestergaard
Ovennævnte er tidligere bragt i Bo Bedre.