Overslag på ombygningen blev overskredet

Advokat Anders Stig Vestergaard er juridisk ekspert vedrørende boliger og besvarer juridiske spørgsmål i Bo Bedre, hvor nedenstående spørgsmål og svar tidligere har været bragt.

Spørgsmål:

Kære Bo Bedre

Vi er oprørte, for vi har modtaget endnu en faktura fra vores tømrer, og regningen overstiger hans overslag for ombygning af vores stue, køkken og badeværelse med mere end kr. 100.000. Før vi påbegyndte ombygningen, gennemgik vi planen for arbejdet med tømreren.

Han vendte tilbage med et overslag på kr. 225.000. Under ombygningen har vi indtil nu betalt 3 regninger på henholdsvis ca. kr. 65.000, 105.000 og 75.000 i alt kr. 245.000. Nu har vi fået endnu en faktura, og den lyder på ca. 85.000 - d.v.s. at den samlede regning for ombygningen kommer til at lyde på over kr. 330.000. Det er ca. kr. 105.000 over det beløb, som han oplyste, det ville koste. I vores økonomi budgetterede vi med ca. kr. 225.000 og derfor hverken kan eller vil vi betale. Kan vi nægte at betale?

Med venlig hilsen Torben og Benedikte.

Svar:

Kære Benedikte og Torben

Tak for jeres spørgsmål, som er særdeles relevant. Jeg forstår jeres problem, og naturligvis har I indrettet jeres økonomi efter den udgift, som I fik oplyst, at ombygningen ville beløbe sig til. Vi kunne have holdt tømreren fast på den oplyste pris på kr. 225.000, hvis han havde givet et skriftligt tilbud og i særdeleshed, hvis der var indgået en AB-forbruger aftale. I så tilfælde ville tømreren have været bundet af tilbuddet eller aftalen, og I havde som udgangspunkt været berettiget til at nægte yderligere betaling. Risikoen for at arbejdet blev dyrere end oplyst, ville have påhvilet tømreren. Alternativt skulle tømreren, når han blev klar over, at prisen ville blive overskredet , have orienteret jer derom, ligesom han skulle have begrundet, hvorfor prisen ikke holdt. En naturlig forekommende forklaring er, at der i forbindelse med ombygning ofte foretages ændringer i planen undervejs, således at det endelige arbejde adskiller sig fra den oprindelig plan og det arbejde, som tømreren gav et tilbud på, og det vil ofte medføre en bedre ombygning og dermed en højere pris.

Imidlertid har tømreren overfor jer "kun" afgivet et overslag, og det er ikke juridisk bindende. Med et overslag er der ikke angivet en øvre grænse for prisen. Jeg har forståelse for, at et overslag kan opfattes som den pris, som I regnede med at skulle betale for ombygningen. Rent juridisk forholder det sig desværre således, at tømreren er berettiget til at overskride overslaget med et væsentligt beløb, og I er forpligtet til at betale hans faktura for det udførte arbejde. Der er dog grænser for, hvor meget tømreren kan forlange, uanset hvor mange timer, som han har brugt på ombygningen. Prisen for det udførte arbejde må nemlig ikke være urimelig høj. Er regningen urimelig høj, kan I afvise at betale, det som han krævet for meget.

Det næste skridt i sagen er at få en uvildig bedømmelse af, hvorvidt tømrerens faktura for det udførte arbejde er urimelig. Til brug herfor er det nødvendigt at gennemføre syn og skøn. Hvis en uvildig fagmand ved en syn og skønsforretning kommer frem til, at en rimelig pris for det udførte arbejde er f.eks. kr. 225.000, er det dette beløb, som I skal betale, og I vil være berettiget til at afvise yderligere krav på betaling.

I første omgang anbefaler jeg, at I eventuelt får en advokat til at undersøge muligheden for at indgå et frivilligt forlig med tømreren. Såfremt det ikke lykkes, vil næste skridt være hurtigst muligt at få iværksat syn og skøn med henblik på at fastslå, om tømrerens pris for ombygningen er urimelig.

Skrevet af: Advokat Anders Stig Vestergaard august 2014

Har du spørgsmål?

Hvis du ligger inde med spørgsmål, som kræver juridisk ekspertise, er du velkommen til at kontakte advokat Anders Stig Vestergaard på e-mail: av@askt.dk, via kontaktformularen til højre eller ved at ringe på tlf. 8613 0600.

Få hjælp i dag​

En specialist vil svare på dit spørgsmål

Nogle felter er ikke udfyldt korrekt
 

Kontakt

Tlf.: 86 13 06 00

E-mail: info@askt.dk

CVR: 32283012

Adresse

Advokaterne Sankt Knuds Torv P/S

Ryesgade 31, 1.

8000 Aarhus C​​

Telefontid​

Kontorets telefoner er åbne

Mandag-Torsdag 9.00-16.00,
Fredag 9.00-15.00.

Følg os på Facebook ​ fb-f-logo-white-57