Kan jeg fortryde køb af ejerlejligheden?

​​​Advokat Anders Stig Vestergaard er juridisk ekspert vedrørende boliger og besvarer juridiske spørgsmål i Bo Bedre, hvor nedenstående spørgsmål og svar tidligere har været bragt.

Spørgsmål:

Kære Bo Bedre

​Jeg har købt en ejerlejlighed, og jeg er meget utilfreds med, at jeg fik forkerte oplysninger om nogle af udgifterne for ejerlejligheden og fællesudgifterne. Det betyder, at min økonomi kun lige hænger sammen, og jeg har ikke råd til ferier eller at gå i byen. Kan jeg fortryde købet af ejerlejligheden og lade handlen gå tilbage? 

Med venlig hilsen Malene.

Svar:

​Tak for din mail Malene.

Indledningsvis kan jeg oplyse, at du kan træde tilbage fra købet helt uden omkostninger, hvis du ikke har skrevet under på købsaftalen. I øvrigt er en købsaftale, der er underskrevet af dig kun et tilbud til sælger, som han kan acceptere eller lade være. Købet er således ikke endeligt, før sælger har skrevet under.

Hvis du har skrevet under, har du dog stadig mulighed for at fortryde dit køb, hvis der er skrevet et advokatforbehold ind i købsaftalen, og du/din advokat reagerer, inden fristen for advokatforbeholdet er udløbet.

​Hvis denne frist er udløbet, kan du almindeligvis fortryde købet indenfor 6 hverdage, efter at sælger har skrevet under på købsaftalen. Der er dog knyttet betingelser til fortrydelsen, idet meddelelsen skal være kommet frem til sælger inden 6 hverdage, og du skal have betalt en godtgørelse på 1 % af købesummen. Det er en høj pris at betale for at fortryde købet, og den anvendes også sjældent.

Såfremt begge nævnte frister er udløbet, skal jeg anbefale at undersøge de oplysninger om udgifter ved ejerlejligheden og fællesudgifter til ejerforeningen, som ikke er korrekte. Hvis differencen mellem de forkerte og de korrekte oplysninger er væsentlige for dig, kan der være mulighed for at hæve købet. Det er der retspraksis for. I en sag vedrørende køb af en ejerlejlighed havde ejendomsmægleren orienteret køber om, at fællesudgifterne var kr. 25.000. I følge købsaftalen var det en forudsætning for handlens gennemførelse, at der ikke ved ejerlejlighedsskemaet viste sig oplysninger af særlig byrdefuld karakter. Indsigelser skulle forelægge hos ejendomsmægleren inden 3 dage, og såfremt købers indsigelse var berettiget, kunne køber hæve handlen. Det viste sig, at fællesudgifterne var 15.000 kr. højere end oplyst. Det blev lagt til grund, at det var en væsentlig oplysning af særlig belastende karakter. Herefter kunne køber være trådt tilbage fra købet. Det undlod køber imidlertid, og dermed var køber bundet af handlen.

På den baggrund kan det være en god ide at få vurderet, hvorvidt de forkerte oplysninger fra ejendomsmægleren kan berettige, at du træder tilbage fra købet. Jeg kan anbefale dig snarest muligt at rette henvendelse til en advokat for at få en professionel vurdering heraf. 

Mvh Anders.

Skrevet af advokat Anders Stig Vestergaard 2018

Har du spørgsmål?

Hvis du ligger inde med spørgsmål, som kræver juridisk ekspertise, er du velkommen til at kontakte advokat Anders Stig Vestergaard på e-mail: av@askt.dk, via kontaktformularen til højre eller ved at ringe på tlf. 86 13 06 00

Det koster ikke noget at spørge

En specialist vil svare på dit spørgsmål

Nogle felter er ikke udfyldt korrekt

Kontakt

Tlf.: 86 13 06 00   ring

E-mail: info@askt.dk​   kontakt

CVR: 32283012

Adresse

Advokaterne Sankt Knuds Torv P/S

Aarhuskontoret

Sankt Knuds Torv

Ryesgade 31, 1.

8000 Aarhus C​​​

Aalborgkontoret

Det gamle posthus

Algade 44, 1. sal

9000 Aalborg C​

Telefontid​

Kontorets telefoner er åbne

Mandag-Torsdag 9.00-16.00,
Fredag 9.00-15.00.

Følg os på Facebook ​ fb-f-logo-white-57