Erstatning for mangler ved nybygget hus

Advokat Anders Stig Vestergaard er juridisk ekspert vedrørende boliger og besvarer juridiske spørgsmål i Bo Bedre, hvor nedenstående spørgsmål og svar tidligere har været bragt.

Spørgsmål:

Kære Bo Bedre

Der er opstået flere revner i vores næsten nye hus, og vi har fortalt det til entreprenøren, der mener, at det er svindrevner, der ikke betyder noget. Det startede med, at vi købte et hus, der var næsten færdigbygget. Huset er på 173 m2 i gule mursten og ligger på en skrænt med udsigt ned til en lille sø, og der ligger kun få andre nybyggede huse.

Vi havde en afleveringsforretning med entreprenøren, og problemerne startede allerede da, for vi måtte rykke flere gange for at få lavet de fleste af de ting, som vi var blevet enige med entreprenøren om ikke var i orden, og nogle af manglerne har entreprenøren stadig ikke ordnet. Det værste er dog, at vi en dag opdagede en tydelig revne på soklen ved det ene hjørne, og en uge efter opdagede vi en ny revne et andet sted, og nu har vi opdaget endnu stor en revne i væggen i bryggerset. 

Vi ringede til entreprenøren, der netop har været forbi og se revnerne. Han sagde, at det var bare svindrevner, som skal fuges, så de ikke kan ses, og det er normalt ved et nybygget hus, som skal have lov til "at sætte sig”. Denne løsning er vi utrygge ved, og vi er bange for, at revnerne skyldes noget mere alvorligt, og at de fortsætter med at komme. Hvad vil du råde os til at gøre?

MVH Amalie og Henrik.

Svar:

Kære Amalie og Henrik


Tak for jeres henvendelse. I fortsættelse af jeres mail har jeg indhentet oplysninger om jordbundsforholdene i området, hvor jeres hus ligger, og modtaget yderligere oplysninger om revnerne og om, hvorledes huset er funderet. På baggrund heraf er det desværre min umiddelbare vurdering, at der er en væsentlig risiko for, at revnerne i huset skyldes, at husets fundering ikke er foretaget korrekt og efter reglerne. I området er der forskellige aflejringer af bl.a. fedtler, som har en dårlig bæreevne, og hvis ikke korrekt udført fundering er årsagen til revnerne, vil problemerne kun blive værre.


Der burde have været udført en geoteknisk undersøgelse af jordbundsforholdene, før byggeriet gik i gang. Derefter skulle der have været gravet ud til fast bund, og lavet en sandpude efter de gældende regler. Det er endvidere oplyst, at grunden har været bevokset med store træer, som blev fældet, kort før byggeriet gik i gang. Der kan være en risiko for funderingen, hvis der bygges kort efter fældning af træerne, og man siger sædvanligvis, at man skal vente med at starte byggeriet til minimum 1 år og gerne 2 år efter, at træerne er fældet. Dette kan være en medvirkende årsag til problemerne.


Det er nødvendigt at gennemføre foranstaltninger for at forhindre, at revnerne udvikler sig, ligesom de nuværende revner skal udbedres. Det er mit foreløbige skøn, at omkostningerne ved dette arbejde vil blive ganske store.


Når I engang skal sælge huset, vil I være forpligtet til at oplyse sælger alt, hvad I ved om revnerne. Det vil påvirke salgsprisen i kraftig nedadgående retning. Entreprenørens mangelfulde arbejde har således påført jer et værditab svarende til forskellen mellem den sædvanlige salgspris uden mangler, og den mindre salgspris, som I kan opnå på grund af manglerne.


Jeg vil derfor anbefale, at der snarest muligt rejses krav et erstatningskrav overfor entreprenøren, der skal betale samtlige omkostninger ved udbedring af manglerne samt evt. krav om værditab af ejendommen. Der skal gennemføres syn og skøn til vurdering af årsagen (årsagerne) til revnerne, hvordan manglerne kan udbedres, omkostningerne samt værditabet af ejendommen. Jeg ønsker jer held og lykke med sagen.


Skrevet af: Advokat Anders Stig Vestergaard juni 2016

Har du spørgsmål?

Hvis du ligger inde med spørgsmål, som kræver juridisk ekspertise, er du velkommen til at kontakte advokat Anders Stig Vestergaard på e-mail: av@askt.dk, via kontaktformularen til højre eller ved at ringe på tlf.: 8613 0600.

Få hjælp i dag​

En specialist vil svare på dit spørgsmål

Nogle felter er ikke udfyldt korrekt
 

Kontakt

Tlf.: 86 13 06 00

E-mail: info@askt.dk

CVR: 32283012

Adresse

Advokaterne Sankt Knuds Torv P/S

Ryesgade 31, 1.

8000 Aarhus C​​

Telefontid​

Kontorets telefoner er åbne

Mandag-Torsdag 9.00-16.00,
Fredag 9.00-15.00.

Følg os på Facebook ​ fb-f-logo-white-57