Hvad med børnene?

I forbindelse med samlivets ophør/separation skal der tages stilling til, hvad der skal ske med børnene.

Udgangspunktet er, at der er fælles forældremyndighed, og der skal ganske meget til, før retten vil ophæve den fælles forældremyndighed. Det, der oftest skaber problemer, er da heller ikke selve forældremyndigheden, men hvor børnenes bopæl skal registreres.

Med andre ord, hvem skal være bopælsforælder, og hvem skal være samværsforælder.

 

Hvad er en bopælsforælder?

Bopælsforælderen er den, hos hvem barnet har folkeregisteradresse.

Det betyder, at man er den, der får de offentlige tilskud, der er forbundet med barnet, nemlig familieydelsen og også muligheden for at søge ekstra tilskud som enlig forælder. Bor man til leje vil det også betyde større boligsikring, hvis ens indtægter berettiger til det.

 

Store og små beslutninger

Bopælsforælderen er den, der træffer de daglige beslutninger for barnet, men de større beslutninger om barnet skal der være enighed om, eksempelvis hvor det skal gå i skole, risikobetonede sportsaktiviteter, konfirmation eller ej, efterskoleophold og sygdomsbehandling.

Er der enighed om, at man hver især har barnet nogenlunde lige meget, træffer man selvfølgelig hver især selv de beslutninger, der dagligt skal træffes, og det er ikke sådan, at bopælsforælderen har mere at skulle have sagt end samværsforælderen.

 

Uenighed om børnenes bopæl, forældremyndighed eller samvær

Kan man ikke blive enige om fælles forældremyndighed eller bopæl og samvær retter man henvendelse til statsforvaltningen via www.statsforvaltning.dk.

Parterne vil herefter blive indkaldt til et møde med en jurist og oftest også en af statsforvaltningens børnesagkyndige psykologer for at se, om man kan finde den løsning, der er bedst for barnet. Statsforvaltningen skal tilbyde mægling eller børnesagkyndig rådgivning, hvis ikke der opnås enighed.

Fører dette heller ikke til enighed, kan parterne anmode om at sagen sendes til retten.

 

Barnet skal høres

Med henblik på at belyse barnets perspektiv, som er det afgørende for sagens udfald, skal såvel statsforvaltningen som retten tage en samtale med barnet. De kan lade en børnesagkyndig udarbejde en rapport og indhente oplysninger fra relevante myndigheder og institutioner.

Barnet har i dag allerede fra 7-års alderen krav på at blive hørt, og det bliver det. Det er ikke barnet, der bestemmer, men man skal gøre sig klart, at barnets egen holdning er væsentlig.

 

Skal der betales børnebidrag?

Statsforvaltningen afgør også, om en part opfylder sin forsørgerpligt overfor barnet. Vurderes det, at denne ikke er opfyldt, pålægges der børnebidrag i forhold til den forpligtedes indtægt. Har man barnet halvdelen af tiden, vil man oftest blive anset for at have opfyldt sin forsørgerpligt.

 

Vil du gerne have konkret rådgivning om dine muligheder?

Hvis du ønsker advokatbistand til en sag om forældremyndighed eller samvær, er du velkommen til at kontakte os. Ring på 8613 0600 og forklar os om din situation eller benyt kontaktformularen til højre.

Vi tager gerne sagen til retten, når det kræves. Vi har ført mange retssager og er vant til at færdes i retssale.

I visse situationer er der mulighed for at få bevilget fri proces fra det offentlige, således at du ikke skal betale sagens omkostninger. Vi undersøger for dig, hvorvidt du er berettiget til retshjælp og fri proces.

Kontakt os

Ønsker du advokathjælp, kan du sende os en email eller udfylde skemaet nedenfor: